Nyheder

Dato: 08/04/2019
Forfatter: Sissel Grøn Lindhart Svendsen

Vesterlund Påskeløb

I opvisningsperioden har vi ofte meget travlt, og eleverne nyder, når der er lidt fritid op til opvisningerne, hvor der kan slappes af og hygges med serier og film på gangene. Alligevel har vi heldigvis også tid og lyst til at have det sjovt og hygge os sammen. Denne fredag aften, dagen efter vores store – og vellykkede – opvisning i Forum Horsens, har vi muligvis startet en ny tradition: Vesterlund Påskeløb!

Rundt på skolen havde påskeharen gemt 30 ”påskeæg”. På tid skulle FUT-grupperne finde så mange som muligt, og tage FUT-selfie ved hver post. Da startskuddet lød, spurtede FUT-grupperne i hver deres retning, og i den milde forårsaften kunne man høre både skrig, grin og fuglefløjt.

Da tiden løb ud, var næsten alle grupper i mål, og vinderne skulle kåres.

Jens’ FUT-gruppe var tilbage til tiden og havde fundet 29 påskeæg og var vinderne af årets Vesterlund Påskeløb – og præmien med påskeslik til hele gruppen.

Årgangen 18/19 bakker altid op om sjove projekter og er søde ved hinanden, hvilket gør det endnu sjovere. Vi glæder os til opvisningen i Ceres Arena, Aarhus i morgen.