Nyheder

Dato: 23/01/2019
Forfatter: Malene Ringgaard

Timelærer udlever sin drengedrøm i Cirque du Soleil

Det var en drengedrøm der gik i opfyldelse, da Rasmus Gaarde Sørensen i november 2018 modtog flybilletter til Montreal i Canada, Med aftalen om at blive en del af temaet, som skal genskabe det verdenskendte Cirque du Soleil show Alegria, drog han afsted mod nye eventyr. Et show hvor flere danske artister og gamle Vesterlunder har udlevet deres drømme.

Fra Vesterlund til Cirque

”Cirque har været en drøm og et mål for mig så længe jeg kan huske. Derfor kunne jeg selvfølgelig slet ikke lade være med at komme til den udtagelse, der foregik på Vesterlund. Der fik jeg at vide, at jeg var kommet i deres database, og derved havde chancen for en opringning, hvis muligheden skulle dukke op i fremtiden.”

Rasmus Gaarde Sørensen gik på Vesterlund Efterskole i skoleåret 2012/13. I årene efter brugte han oceaner af tid hos lokalforeningen Silkeborg pigerne og drengene og kom på det danske landshold i power tumbling. Ved siden af sit daglige arbejde og de mange træningstimer, fandt han også tid til at komme tilbage til sin gamle efterskole og blive timelærer i faget tumbling.

”Jeg elsker seriøs gymnastik, men i den grad brænder jeg for gøgl og sjove udfordringer med kroppen både fysisk og mentalt. Cirkus virkede i lang tid som “kun en drøm”, hvilket gjorde det federe og sjovere at kæmpe for, så du kan nok forestille dig, at jeg var glad, da jeg endelig modtog en mail fra Cirque om at blive en del af genopførelsen af Alegria.”

Rejsen til Canada

”Jeg kom så til Canada og var selvfølgelig lige i drengedrømmen de første par dage (det er jeg stadig haha), men man skulle lige fatte, at man virkelig var der i Cirques hovedkvarter og skulle træne, hvor ens idoler har trænet. I starten var aftalen, at jeg bare skulle være med til at bygge showet op, men heldigvis er kontrakten blevet forlænget, så jeg også kommer til at rejse rundt med showet. Det var helt sikkert et mål at kunne være med til at opføre det show, man har været med til at skabe sammen med holdet, og selvfølgelig vil jeg da gerne fortsætte længere, men lige nu er målet, at skabe det vildeste show.”

Rasmus’ rolle i showet er at lave powertrack, hvilket betyder, at han er en del af det hold, der kaldes Bronx. Alegria har premierer den 18. april 2019.

”Indtil videre har det været en sindssyg oplevelse. Det var svært ikke at have forventninger, men de er i allerhøjeste grad blevet imødekommet. Det hele lever op til drengedrømmen!”