Nyheder

Dato: 12/08/2020
Forfatter: Malene Ringgaard

Skolestart 9. august 2020

Store forventninger til efterskoleåret 20/21 trods covid19

”Jeg er super spændt! Jeg glæder mig til at møde menneskerne her på skolen. Hvilke typer der er her og se hvordan det hele kommer til at spille. Jeg glæder mig!” Nikolaj Lauemøller er i dag, sammen med 199 andre forventningsfulde unge mennesker startet på Vesterlund Efterskole.

Det var med høj solskin og flaget hejst til tops at forstander, Søren Haubjerg, kunne byde elever og forældre velkommen til skoleåret 20/21. Et år med nye kapitler i den enkelte elevs egen livsfortælling og med dem selv som forfatter.

”Stor ros til jer, for at sidde her i dag” var en af forstanderens bemærkninger. Det kræver nemlig mod at starte på efterskole. Mødet med den nye hverdag, udfordringerne, modstand og glæde. Alt dette med lærerne ved deres og forældrene på afstand. Følelsen af at stå på egne ben og tage ansvar for sig selv og andre er højt prioriteret på Vesterlund.

Det er anden gang, at Nikolaj Lauemøllers mor sender ham på Efterskole. ”Jeg er helt tryg ved, at han skal have endnu et år på efterskole. Han fik rigtig meget ud af sit første år, så det er super dejligt, at han har fået mulighed for et år mere.” Nikolaj har i fællesskab med sin mor drøftet efterskoleåret på den nye skole og lavet en forventningsafstemning. Både springgymnastikken og det fagligheden skal der arbejdes mere med, men også den personlige udvikling betyder noget for Nikolaj.

Dog kan vi ikke komme uden om, at vi lever i en tid, hvor covid19 hersker. ”Vi tager det alvorligt og holder godt øje med retningslinjerne. I skal have tillid til, at vi behersker situationen og laver et godt efterskoleår for jeres børn.” Så selvom det er på andre vilkår, end dem vi normal har ved skolestart, er der store forventninger til skoleåret 20/21.

”Det er selvfølgelig irriterende, at Corona skal begrænse os på nogle punkter, men jeg er sikker på, at det nok skal blive hyggeligt og godt alligevel. Vi har jo vores familiegrupper” forklarer Nikolaj. ”Vi har talt om, at det muligvis kan ske igen, at de skal hjemsendes, men det handler om at overholde de regler der er – også selvom det kan være super svært at lade være med at kramme og give hånd” istemmer Nikolajs mor.

Med nedenstående afsluttende år fra forstanderen, blev skoleåret 20/21 erklæret for begyndt!

  • Stil krav til dig selv, før andre
  • Arbejde med den gode indstilling
  • Hav store forventninger til dig selv