Nyheder

Dato: 04/06/2019
Forfatter: Vesterlund Efterskole

Open Air trodsede regnbygerne

Godt bevæbnet med paraplyer, varme tæpper, gummirøjsere og et enkelt telt stimlede efterskoleelever, deres forældre og søskende søndag eftermiddag sammen til Open Air på Vesterlund Efterskole.

Mens nogle skuttede sig under tæpperne med varm kaffe og hjemmebagt kage, tog andre familier udfordringerne op i 5-kampen, og regnbygerne forhindrede på ingen måde børn, unge og voksne i at have en hyggelig eftermiddag med sjove aktiviteter, god musik og pandekager bagt på bålfad.

”Open Air er blevet til en god tradition på Vesterlund Efterskole. Det er en anderledes besøgsdag, hvor familierne er aktive sammen og dyster mod hinanden i en udfordrende 5-kamp, hvor de blandt andet skal kæmpe sig gennem vores mountainbikebane og fylde et rør med små huller med vand. Aktiviteterne kræver masser af samarbejde og en god holdånd, fortæller forstander Anne Nyhus, der glæder sig over, at så mange trodsede regnbygerne og deltog i dagen med masser af smil på læberne.

”Nogle små regnbyger kan ikke stoppe os på Vesterlund Efterskole, og jeg er glad for, at Open Air arrangementet samler godt 650 børn, unge og voksne til sjove aktiviteter, kaffe og kage, musikalsk underholdning, pandekager og fællesspisning. Jeg kan mærke, at det betyder meget for vores elever, at deres forældre og søskende kommer og for en dag bliver en del af det stærke fællesskab, eleverne har fået på efterskolen”, siger Anne Nyhus.

Vi går da efter at vinde 5-kampen

Nicoline Nielsen fik til Open Air besøg af mor Camilla, far Carsten og lillesøster Rebecca. Sammen med efterskoleveninden Anne Würtz var familien ikke i tvivl om missionen for dagens 5-kamp.

”Det er sjovt at kæmpe mod de andre familier i nogle hyggelige aktiviteter. Vi går selvfølgelig 100 % efter at vinde”, griner Nicoline Nielsen, mens hun sammen med familien arbejder målrettet på at komme før konkurrenterne i mål i en øvelse, der kræver både samarbejde og god balance.

Inden Nicoline Nielsen flyttede ind på Vesterlund Efterskole, boede hun sammen med familien i Herning, og selvom mor, far og lillesøster savner Nicoline, glæder de sig mest af alt over, at hun har det godt på efterskolen.

”Vi ser selvfølgelig frem til at få Nicoline hjem. Men det er dejligt, at hun har det så godt i Vesterlund. Nicoline har fået en masse nye venner og veninder, og vi kan mærke, at hun nyder fællesskabet. Det varmer vores hjerter. I dag har vi igen fået lov til at snuse lidt til efterskolelivet, og det gør os glade, at vi kan have en god oplevelse sammen hele familien”, fortæller Camilla Nielsen med et smil.

Min storesøster er ikke så sur hele tiden

Cecelie Feldborg har ikke været hjemme i godt en måned, og hun var derfor ekstra glad for at lillesøster Linette, mor Tove og far Keld havde taget turen til Open Air i Vesterlund.

”Det er vildt hyggeligt at få besøg hjemmefra. Vi har ikke været med i 5-kampen, men vi har hygget os med at bage pandekager på bålet, hørt musik og bare snakket sammen”, fortæller Cecilie Feldborg, der får rosende ord med på vejen af mor og far.

”Vi har fået en afbalanceret pige, der hviler i sig selv. Hun træffer gode beslutninger og er blevet mere moden. Efterskoleåret har virkelig gjort meget godt for Cecelie, mener Tove og Keld Feldborg.

Den holdning deler lillesøster Linette: ”Min storesøster er ikke længere så sur hele tiden. Det var hun tit, inden hun tog på efterskole. Når hun er hjemme, kan vi nogle gange bare sidde og hyggesnakke. Det er rart.”

Tobias skal ikke længere byttes på børnebyttecentralen

Mor Diana, far Brian, bonusfar Jesper og lillesøster Celina havde taget turen til Vesterlund for at besøge Tobias Klemmensen.

”Besøget er vist blevet til en lidt våd affære”, griner far Brian, mens han forsøger at kæmpe sig op fra det våde græs. ”Jeg mistede pludselig balancen, og det kostede et par halvvåde bukser. Men det er sjovt og hyggeligt at besøge Tobias på efterskolen. Det kan et par halvvåde bukser ikke ændre på”.

Familien stillede op i 5-kampen, og selvom det ikke gik helt efter planen i alle aktiviteter, havde de en god eftermiddag.

”Jeg tror ikke, vi har vundet. Men det er også lige meget. Bare vi har det sjovt. Det vildeste var nok turen på mountainbike. Banen var glat inde i skoven, og der var masser af svære forhindringer og vilde mudderhuller”, fortæller Tobias Klemmensen, inden mor Diana tager over med rosende ord.

”Inden Tobias kom på efterskole overvejede vi nogle gange, om der fandtes en børnebyttecentral”, siger Diana Klemmensen med et smil på læben. ”Det overvejer vi ikke længere. Tobias har forandret sig meget. Han er blevet mere positiv, ansvarsfuld og omsorgsfuld. Han er mere selvstændig, tager mange ting af sig selv og overholder aftaler”, siger en glad Diana Klemmensen, der efter sommerferien kan se sin søn starte på gymnasiet i Vejle.

”Jeg har taget skolen mere seriøs og forbedret mig meget bogligt i løbet af året. Jeg har lært meget og får højere karakterer end i folkeskolen. En af årsagerne er, at jeg har stor respekt for lærerne. De er gode til at forklare, hvad jeg skal bruge de forskellige ting i fagene til. Det motiverer mig”, fortæller Tobias Klemmensen.

Open Air styrker fællesskabet og gør forældre misundelige

Små regnbyger kunne ikke holde Mads Frandsen og mor Lene tilbage, da 5-kampen startede, og selvom dysten blev en halvvåd affære, vil mor og søn ikke have været oplevelsen foruden.

”Det har været en super hyggelig dag. Det vildeste var nok turen på mountainbike. Jeg kørte henover et flag, der satte sig fast i hjulet. Det skabte lidt problemer”, griner Mads Frandsen, mens han og mor Lene skutter sig under tæppet med brandvarme pandekager.

Mads Frandsen er vokset mindst 10 centimeter i løbet af efterskoleåret, men det er langt fra den eneste forandring, mor Lene har oplevet.

”Før Vesterlund var Mads lidt forvirret og ustruktureret. Det er han ikke længere. Han har fået masser af selvtillid og tror mere på sig selv. Jeg kan mærke, at han nyder at være på efterskole. Som forælder er det lige før, man kan blive lidt misundelig på deres fællesskab, sammenhold og de fede oplevelser, de har sammen”, siger Lene Fransen med et glad smil.