Nyheder

Dato: 06/09/2019
Forfatter: Esben Dan

VM i Tokyo

Ny timelærer til VM i tumbling

Fredag den 23. august til søndag den 25. august var der den sidste udtagelseskonkurrence til VM i Tokyo i tumbling afholdt på Vesterlund Efterskole. Det var en hæsblæsende og intens weekend, hvor der virkelig blev afprøvet og vist rigtig gode kombinationer frem mod verdensmesterskaberne den 28. november – 1. december 2019 i Tokyo.

Rasmus Steffensen, nuværende timelærer på Vesterlund, er blandt andet udtaget til VM i Tokyo, og han glæder sig rigtig meget. ”Jeg glæder mig allermest til at springe min indledende runder, som kan kvalificere mig til finalen”, udtaler Rasmus. Sværhedsgraden og engagementet er enormt, når først Rasmus begynder tilløbet til tumblingbanen.

Der er stor fokus på den enkelte og den enkeltes præstation som også de individuelle målsætninger sættes efter. Rasmus har det sidste stykke tid arbejdet hårdt og intenst, hvilket Landstræner Oliver Høgfeldt Bay sætter ord på i forbindelse med afviklingen af 2 udtagelseskonkurrence. ”f.eks. lavede Rasmus Steffensen dansk straight pass vanskelighedsrekord, den ene af dagene. Nu starter arbejdet mod målet: VM 2019”. Trods det, at udtagelsen ligger på den anden side af sommerferien, leverede flertallet af gymnasterne flotte og svære øvelser.

Inden længe rejser Rasmus til FIG World CUP som afholdes i den spanske by Valladolid, fra den 3. – 7. oktober 2019. Placeringsmæssigt kommer denne konkurrence til at være en optakt til VM i Tokyo, hvilket Rasmus anerkender positivt. ”Jeg vil bruge denne konkurrence til at forberede mig til VM. Det er her jeg skal prøve at skyde de finale- og indledende øvelser af, som jeg har trænet på” udtaler Rasmus. Derudover skal denne konkurrence bruges til at skabe motivation og fylde rygsækken med oplevelser, som styrker og understøtter selvsikkerheden. For Rasmus handler det om at skabe de bedste forudsætninger for en fejlfri, perfekt konkurrence, som forhåbentlig kulminerer med en VM medalje.

Generelt glæder Rasmus sig rigtig meget til at komme i gang med konkurrencerne. Gennem hårdt og dedikeret arbejdet, hvor rigtig mange træningstimer skal udnyttes, er han slet ikke i tvivl, ”Det er pisse fedt, det giver motivation til træningerne, og gør samtidig hele målsætningen nemmere at nå, nu hvor jeg er udtaget til Tokyo”.

Hvis I har lyst til at møde Rasmus Steffensen, samt ønske ham held og lykke til VM i Tokyo, så kig forbi Efterskolernes Dag d. 29. september kl. 13.00 – 17.00, hvor Rasmus vil være i springcenteret.