Nyheder

Dato: 26/11/2018
Forfatter: (elev) Sara Nygaard Nielsen

Musikugen

Alle eleverne havde glædet sig rigtig meget til at musikugen blev skudt i gang. Dagene gik så hurtig, og nu er det allerede slut. Vi har dog en masse gode minder og billeder fra ugen løb, som vi kan se tilbage på.

Efter en lidt kortere weekend, mødte alle elever ind på skolen kl. 14.00 søndag eftermiddag. Vi startede hårdt ud med storekors-timer, og introduktion til hvordan ugen skulle forløbe, i forhold til værksteder, bandøver, dansetimer osv. Mange elever var skeptiske om, hvorvidt det her nogensinde skulle blive et show med publikummer.  Vi havde ikke så meget i starten, og vi blev egentlig først helt færdige med showet fredag.

Hele mandagen foregik egentlig på værksteder, efter vi startede med en korøver sammen med Louise, William og Markus. Lidt efter lidt kom der band på sangene og der dannede sig et omrids af vores show. Danserne kunne også begynde at øve deres danse med lys og kor bag dem. Ligeså stille blev der lagt forskellige brikker i det store puslespil. Ude i værkstederne blev der også dannet et billede over, hvor godt man var med. Rekvisitgruppen blev utrolig presset på et tidspunkt, men alle nåede det de skulle med fælles hjælp.

Tirsdag lignede mandag på de fleste punkter, startede med korøver og så ud på værksteder. Vi var bare nået længere med både korøvningen, men også i værkstederne. Flere værksteder var færdige i løbet af dagen, imens andre kæmpede med at blive færdige. Alle blev (selvfølgelig) færdige inden premieren onsdag. Tirsdag havde vi også to tørgennemgange. Som er små generalprøver, men hvor både Louise, William og Markus kunne stoppe os, eller guide os, hvis noget ikke var som det skulle være. Efter de to gennemgange havde man egentlig det store billede over showet, der var selvfølgelig nogle brikker som ikke lå rigtig og skulle rokeres lidt på.

Onsdag var premieredag, meen det var først om aftenen. Dagen gik med korøver, storekors-koreografi, justeringer i bandet og justeringer i koret. Danserne øvede deres danse til de ikke kunne stå, og pludselig var klokken 19.30, og der sad publikummer over det hele. Alle stolene var fyldte, trappeopgangene var fyldte og der sad folk på gulvet. Vores premiere gik godt, men lærerne havde selvfølgelig taget noter, og dagen efter var der ændringer og justeringer, inden forestillingerne torsdag.

Torsdag formiddag skulle eleverne lige vågne, forestillingen gik godt, men der var stadig noter at hente hos lærerne. Imellem forestillingerne havde eleverne fri, og Louise opfordrede alle til at få en lur, og blive helt friske og klar til showet om aftenen. Vi havde nemlig et kritisk publikum, Flemming Efterskole. Vi havde været publikummer til deres musical, og nu skulle de være det til vores musikshow. Vi sparkede røv, der var enormt mange mennesker, alle 500 stole var fyldte, og så kom Flemming, som måtte finde plads foran på gulvet og i siderne. Efter showet var alle elever helt høje, og sindssygt glade. Selvom der stadig var noter, som man skulle forholde sig til, havde vi leveret et skide godt show.

Fredag havde vi igen to forestillinger, om formiddagen tog vi notaterne til os fra torsdag aften og endnu flere brikker fandt deres plads og billedet var meget tæt på at være fuldent. Selvom den første forestilling var om formiddagen, var der ikke et øje tørt.

Mellem de to forestillinger var der igen en pause, men eleverne skulle dog møde lidt før end pausen om torsdagen. Da eleverne kom tilbage, blev de bedt om at sætte sig på tilskuerpladserne. De anede ikke hvad der skulle til at ske. Pludselig kom Ole Kirk ind på gulvet med en mikrofon, og bød alle velkomne til dette års lærershow. Læreshowet bliver fremvist af alle lærerne selvfølgelig, og i år også vores to praktikanter. De lavede en kort version af elevernes musikshow, bare med humor og gjorde måske også lidt grin med eleverne og de fejl vi havde lavet igennem de forrige forestillinger.

Om aftenen skulle eleverne igen yde deres bedste, showet skulle filmes, så alle var helt oppe at køre. Efter showet fik vi igen at vide at der var noter. Den havde alle ligesom set komme, men det vi ikke havde set komme var, at der slet ikke var noter. ”Jeg er så glad for, at det var den her forestilling, der blev filmet. Den kunne ikke sidde mere i skabet.” citat fra Louise Støjberg. Efter showet var alle så glad og lettet over endelig at kunne vise lærerne, at vi godt kunne levere et fejlfrit show. Efter alle de noter og rettelser, sad den i skabet!!!

Lørdag var der fremvisninger for forældre og søskende. Det hele gik som det skulle, ingen fejl, ingen rettelser og ingen justeringer. Forældrene var også helt vilde. Vi har modtaget rigtig meget ros, og flere er blevet overrasket over, hvor professionelt det hele er sat op og ser ud. Imellem de to forestillinger var der ikke lang tid, vi fik lov til at snakke med dem vi kendte blandt publikum. Vi skulle samles hurtigt igen inden sidste forestilling, da Markus og William selv ville spille et par sange for os. De havde dog ikke tænkt over, hvor trætte og følelsesmæssige vi var, da der kun var en forestilling tilbage. Så da Markus begyndte at synge ”Overgiver sig langsomt” med Mads Langer, begyndte de første at græde. Inden den sidste og tredje sang var slut, sad stort set alle med tårer løbende ned ad kinderne. William skyndte sig at sige at det selvfølgelig ikke var meningen og at vi liiiige havde et show mere, som vi skulle gøre klar til. Og ligesom de sidste shows gik det skide godt, og vi blev rost til skyerne.

Det var en fantastisk oplevelse at stå nede på gulvet i sidste sang, og få stående applaus. Tak til alle der kom og bakkede op om det store projekt. Vi har lagt alle kræfter i det og det bliver ikke glemt lige foreløbig.