Nyheder

Dato: 29/05/2019
Forfatter: Esben Dan

Friluftstur til Norge – til vand, til lands og i luften

Torsdag den 16. maj tog 77 elever og 5 lærere til Trollaktiv i Norge. Trollaktiv er et aktivitetscenter, hvor udbuddet af friluftsaktiviteter er enormt, samt muligheden for udendørs aktivitet er i højsæde. Turen er et højdepunkt for rigtig mange elever, som har haft friluftsliv i foråret.

Færgeoverfarten blev brugt på hyggeligt samvær, kortspil, pomfritter i massevis og selvfølgelig taxfree shopping af de obligatoriske ”bamsemums”.

Efter ankomst til Kristiansand blev vi alle kørt til Trollaktiv i bus, hvor vi skulle bruge de kommende tre dage. Da vi ankom, blev alle elever fordelt ud i lavuer, som næsten ingen elever har overnattet i før. Det er grænseoverskridende, men stadigvæk en oplevelse for eleverne.

Undervejs stifter eleverne bekendtskab med river rafting, stand up paddling, klippeklatring ved Kilefjorden, paintball og klatring i trætoppene i området ved Trollaktiv. Udbuddet af aktiviteterne er anderledes i forhold til den daglige undervisning i friluftsliv på Vesterlund. Valgfaget friluftsliv er et fantastisk supplement til interaktion og dannelse i naturen, hvor læring og samarbejde er essentielt, for at få en friluftstur til at fungere. Igennem deres forståelse og arbejde med friluftsliv, får eleverne mulighed for at bruge deres færdigheder i andre rammer end normalt.

Samtlige elever har været igennem vandaktiviteterne river rafting og stand up paddling. En vandaktivitet som flytter grænser og ryster eleverne sammen. Samarbejde og kommunikation er gennemgående under river rafting, da der er mulighed for at kæntre. Efter opvarmningsøvelser på roligt vand, blev eleverne overrasket over, hvor meget vand der skubbes igennem dæmningen. River rafting er en kæmpe stor oplevelse, med fart over feltet og adrenalin pumpende rundt i kroppen. Stand up paddling foregår ligeledes på elven, hvor sjove lege og aktiviteter, giver højt humør og våde elever, samt lærere. Som afslutning padler man ned gennem elven, hvor bølger skvulper omkring ørerne på en, og mange formår ikke at blive på brættet.

Sideløbende med vandaktiviteter, foregår der klippeklatring ved Kilefjorden, en krævende aktivitet, hvor samarbejde og respekt er essentielt. Klatring foregår i grupper, hvor eleverne afprøver toprebsklatring, bouldering og rapelling på en 40 meter høj klippeafsats. Klippeklatring er grænseoverskridende og krævende, hvilket fornemmes når eleverne når toppunktet, eller hænger lodret, med benene på klippesiden under rapelling. Under bouldering er der stor chance for at miste fodfæste og greb, hvilket kan resultere i en svømmetur. Ligeledes her, er den daglige undervisning i sikringsteknik hjemme på skolen altafgørende. Respekten og sympatien for hinanden er uundværlig.

Derudover har eleverne haft mulighed for at vælge mellem paintball og klatrepark. Paintball, ”så er der mulighed for at skyde William og Esben”, lyder det for mange af drengene. Vi startede alle med at få uddelt camouflagedragter og masker, herefter gennemgang af paintball-pistolerne. Vi blev grundig introduceret til de forskellige regler, for som vores instruktør sagde ”lige så sjovt det er at spille paintball, lige så farligt er det”. Startskuddet lød og de to hold fór frem fra deres skjulesteder. Det ene hold fik dog hurtigt overtaget, og vandt den første runde. Blandt instruktørerne var der stor begejstring, da de to hold var sublime til at samarbejde.

Klatreparken er Trollaktivs nyeste aktivitet, Trollpark. En spændende aktivitet, højt oppe i trætoppene. Klatreparken består af 5 ruter, hvor hver rute varierer i vanskelighed og forskellige højdeniveauer. Hele parken er en kombination af uforudselige og konstruerede udfordringer, hvor der stiftes bekendtskab med zip line, stiger, hop, og meget andet. En aktivitet, hvor der er fokus på egne færdigheder, samt muligheden for at overskrider grænser. Klatreturen afsluttes med et 15 meter højt frit fald.

Friluftslærerne beretter som en fantastisk tur med begejstrede elever, som har fået en oplevelse for livet. Flere har overskredet grænser, prøvet nye aktiviteter og ikke mindst knyttet et endnu tættere efterskolebånd til hinanden.