Nyheder

Dato: 17/08/2020
Forfatter: Malene Ringgaard

Blod, sved og glædestårer

Første uge i skoleåret 2020-2021

”Hvad hedder du, hvor kommer du fra, hvad kan du godt lide at lave, har du nogensinde spist en regnorm?”

Spørgsmålene er mange og vil ingen ende tage for de 200 nystartede elever på Vesterlund efterskole. Det har været en uge med knald på, hvor både nye venskaber er sået, mange valg er taget og hovederne er fyldt med information, indtryk og følelser. ”Det har været en god første uge – vildt fed!” Erklærer en elev, da vi fredag formiddag sidder i k-grupperne og runder ugen af. ”Lidt hård, men super fed” bifalder en anden.

En introuge på Vesterlund er altid præget af en del information om hverdagens struktur, introduktion til rengøringen, valgfag der skal vælges, mødet med de nye undervisningsklasser, samt en hel del navnelege og andre sociale aktiviteter. For nogle elever kan den første uge virke uendelig lang, for andre har det været som en uge på lejerskole. Nogle bliver måske overrasket over sig selv – de har for første gang mærket, hvad det vil sige at have hjemve. Få elever kan synes, at alle andre på skolen ser ud til at have fundet en ”bedsteven”, men at man selv står alene tilbage. Men uanset hvilken følelse den enkelte har, er det ikke unormalt. Det er alt sammen en del af det at starte på efterskole – og det er med til at gøre efterskolelivet til noget helt særligt. I løbet af et år på efterskole vil eleverne lære at stå på egne ben. De vil flytte grænser og lære en hel del om sig selv. Derfor er opstartsugen på efterskole et meget vigtigt element i processen og det er lærernes fornemmeste opgave, at hjælpe elevene til at komme godt fra start uanset deres ståsted.

Første uge er som sagt overstået, men et helt efterskoleår er stadig i vente og vi glæder os!