Nyheder

Dato: 03/12/2018
Forfatter: Vesterlund Efterskole

Et liv med glade efterskoleelever lakker mod enden

Elevholdet 2018/2019 er Anne Nyhus og Ole Kirk’s sidste. Efter et langt efterskoleliv stopper forstanderparret, når efterskoleeleverne tjekker ud til sommer. Søgningen efter en ny forstander er gået i gang, og det forventes at den nye forstander kan præsenteres tidligt på foråret 2019.

Anne Nyhus og Ole Kirk kom til Vesterlund i 1981, og efter 12 år som lærere søgte og fik Anne og Ole stillingen som forstanderpar efter Kirsten og Ingemann Stenstrup Til sommer har Anne og Ole stået i spidsen for Vesterlund Efterskole i 26 år og haft flere end 5.500 unge efterskoleelever under vingerne.

”Vi har haft et helt fantastisk liv på Vesterlund Efterskole. Spørger du os, om vi ville starte forfra, hvis vi kunne, er svaret ja”, siger Anne Nyhus og Ole Kirk. Ifølge bestyrelsesformand Henrik Nygaard, kan Anne og Ole godt tillade sig at være stolte af det markante aftryk, de har sat på efterskolen på den jyske højderyg.

Et fællesskab med blod, sved og glædestårer

Elevernes deltagelse i og forståelse for forpligtende fællesskaber har gennem alle årene været et kerne anliggende for Anne Nyhus og Ole Kirk.

”Værdierne og fællesskabet i foreningslivet smelter sammen med skolelivet på en efterskole, og det giver en helt særlig samværsform. Ole og jeg har altid set det som en af vores fornemste opgaver at lære de unge mennesker, at de kan meget selv – men mere sammen”, forklarer Anne Nyhus. Elevernes hele menneskelige dannelse kombineret med et højt ambitionsniveau har været vigtige drivkræfter i udviklingen af efterskolen. ”

”Vi har haft et højt ambitionsniveau – ikke forstået som at elite er bedre end bredde, men forstået sådan, at alle skal have lov at blive dygtigere og kunne glæde sig over egen udvikling. Det er ikke godt at brænde sit lys i begge ender, men det er værre at slukke lyset i begge ender. Et succeskriterium har været at opleve, hvordan vi gjorde en forskel i de unges liv. At de blev klogere på sig selv og  dygtigere til at håndtere livets op- og nedture”, siger Anne Nyhus, der sammen med Ole Kirk glæder sig over den tillid, skiftende bestyrelser altid har vist forstanderparret.

”Vi fik lov til og turde for eksempel tage de rettidige investeringer i  idrætshal, springcenter, musiklokale, naturfagslokaler, spisesal, værelsesfløje og køkken. Uden investeringerne var det aldrig lykkes at rykke elevtallet fra 104 til 190 og på den måde skabe et solidt fundament for driften af Vesterlund Efterskole, der i dag tiltrækker elever fra hele Danmark og sågar fra Norge, Sverige, Tyskland, Grønland og Island”, forklarer Ole Kirk.

”Gennem alle årene har vi haft stor frihed kombineret med opbakning og tillid fra bestyrelsen. Og så har vi  været omgivet af dygtige og engagerede medarbejdere, der har brændt for at gøre en forskel for eleverne – både fagligt og menneskeligt. Vi har været privilegerede”, tilføjer Anne Nyhus.

Jagten på ny forstander er gået ind

”Vesterlund Efterskole har i dag en markant gymnastikprofil, spændende linje- og valgfag, et højt bogligt niveau, en god økonomi, flotte fysiske rammer, fuldtegnede elevhold, dygtige medarbejdere og nogle sunde værdier. Anne og Ole overleverer en efterskole i virkelig god form til det nye ledelsesteam”, fortæller Henrik Nygaard.

I de sidste måneder har bestyrelsen i samarbejde med de ansatte på Vesterlund og en ekstern konsulent arbejdet på at finde frem til de kvalifikationer, den nye leder af Vesterlund Efterskole skal besidde.

”For bestyrelsen har det været vigtigt at inddrage medarbejderne i arbejdet med at finde deres nye leder. Det bliver naturligvis svært at erstatte Anne og Ole, men vi er sikre på, at vi nok skal lykkes med at ansætte en forstander med den helt rigtige gnist, vilje og ledelseskraft, understreger bestyrelsesformand Henrik Nygaard.

Der er ansøgningsfrist til stillingen som forstander på Vesterlund Efterskole 9. januar.

Klik og se stillingsopslaget