Nyheder

Dato: 12/10/2018
Forfatter: Malene Ringgaard

Efterårsferie

Udenfor er bladene på træerne ved at skifte farve. Den smukke gylden varme natur, som omgiver Vesterlund Efterskole, står med sin pragt. På græsplænen løber tre grinene elever rundt med armene i vejret, de prøver at fange de nedfaldene blade, som let leger i vinden.

For præcis to måneder siden ankom elevholdet 2018-19 til skolen. Hvem var de mon, hvilke udfordringer og hvilke glæder have de med sig. Var de mon samarbejdsvillige og havde de mon intentionen om et godt og udbytterigt år? Da vi den søndag i august slog dørene op, skulle deres og vores mange forventninger, håb og ønsker til et godt år på Vesterlund indfries.

Siden da, er der løbet meget vand gennem åen. Selvom to måneder måske ikke lyder af lang tid, så føles det som om, eleverne allerede har været her meget længere. Der er knyttet mange venskabsbånd og årgangen virker til at være rummelig og barmhjertige. På trods af forskellighed glider hverdagen let af sted. Vi kan derfor med ro i sindet gå på efterårsferie velvidende, at vi er kommet godt fra start.

Hvad har været hændt? 

Tiden står aldrig stille på Vesterlund. En travl hverdag med boglig undervisning, orienteringsfag, fordybelsesfag og valgfag fylder dagsskemaet ud. Aftnerne går heller ikke stille for sig. Om det er i springcenteret, i fitness, omkring poolbordet, foran pejsen eller på værelserne, så er der et muntert leben.

Allerede nu kan vi se tilbage på mange gode begivenheder. Introturen til Fredericia, hvor 120 km blev tilbagelagt på cykel og en sejrsrus over at have gennemført turen fyldte mange elever. Familieeftermiddag, drenge/pige dag, sangformiddage og audition, fodboldkampe, faldskærm- og dykkercertifikat, efterskolernes dag, hygge-mandage, dance workshow på Campus Vejle og meget meget mere. Man kan næsten blive forpustet ved opremsningen, men samtidig bliver man glad for de mange oplevelser.

I morgen, fredag, sender vi eleverne hjem på en velfortjent efterårsferie. Dog har eleverne valgt at starte ferien med årets første elevfest. ’Rød, gul, grøn’ er temaet for festen, hvilket skal signalere om man er ledig eller har en kæreste. Så mon ikke der bliver kysset lidt i krogene 🙂

Vi ønsker alle en rigtig god ferie. Held og lykke til Danmarks landshold i TeamGym, der alle drager til EM i Portugal. Vi krydser fingre for jer!