Nyheder

Dato: 18/03/2019
Forfatter: Malene Ringgaard

2019

Bedsteforældredag

Selvom regnen silede ned og vejret nærmere burde sammenlignes med en kedelig efterårsdag i oktober, frem for en tidlig forårsdag i marts, var det mod store smil og godt humør, at elevernes bedsteforældre ankom til Vesterlund. Selvom der i invitationen stod kl.14.00, var de første gæster allerede at finde i Vesterlund kl.13.00.

Bedsteforældredag er altid en af de store dage på Vesterlund. Nok bliver man glad, når mor og far kommer på besøg, men gensynsglæden ved et besøg af bedsteforældrene er altid noget ganske særligt. Eleverne viser både deres nye hverdag og venner frem. De er nogle fantastiske værter.

For nogle bedsteforældre, er besøget på Vesterlund specielt. Sigfred Therkelsen var elev på Vesterlund i 1949-50. Det var dengang efterskole året var delt op i to. I vinterperioden gik der drenge på skolen og i forårsmånederne var det pigernes tur. Vi møder Sigfred, da han sammen med sin kone og deres barnebarn, Anne Katrine, står og ser på årgangsfotoet fra 1950. Anne Katrine er tredje generation i familien, som er elev på Vesterlund.

Johanne har også besøg af alle sine bedsteforældre. Morfar Holger har også været elev på Vesterlund. For at være helt nøjagtig, er det 65 år siden, han og 63 andre drenge udgjorde elevholdet på skolen. Der er dog sket meget, siden Holger var elev på skolen. ”Vi har jo fulgt skolen gennem mange år, da Johanne er tredje generation på Vesterlund”. Foruden det store kendskab til skolen, er samtlige bedsteforældre gymnastikentusiaster, derfor er det også tredje gang, at Holger og hans kone ser opvisningen. ”De er så dygtige, og den glæde som de viser i ansigterne er helt fantastisk” erklærer Holger, mens hans kone tilføjer; ”den opvisning de lavede i sidste weekend i Vejle var helt vild. Det var toppen og det var en virkelig god oplevelse – de er bare så dygtige”.

Anne Sofie Neergaard Jensen har også besøg af mormor og farmor. Vi møder dem til dagens store bankospil, hvor en gruppe elever står for opråb af nummer og gaveregnen som deles ud til de mange vindere. Erna, som er Anne Sofies farmor, har også været elev på Vesterlund. I 1946 trådte hun sine skridt som efterskoleelev på Vesterlund. Også i denne familie, har der været tradition for, at være elev på Vesterlund. Hverdagen dengang stod bl.a. også på sang, lektielæsning og gymnastik. Sådan er gode traditioner.

Dagen sluttede med endnu en flot opvisning. Nu kunne eleverne enten tage med bedsteforældrene hjem på en velfortjent weekend eller blive på skolen til en rigtig slapper-hygge-weekend.

Tusind tak for besøget, kære bedsteforældre.