Nyheder

Dato: 19/09/2017
Forfatter: (elev) Freja Scheufens Bøgedal

Faldskærm

Vores ’Bungeejump’

I starten af skoleåret blev vi spurgt, hvad vores såkaldte ’bungeejump’ skulle være i år. Ment med det er noget som man måske er lidt bange for, men nok også vil være godt bagefter.

Vi blev præsenteret for faldskærmsturen allerede i introugen, og vi skulle tage beslutningen nu og her, om det var noget vi kunne være interesseret i. Derefter var vi til et par oplæg, og de første begyndte at melde fra. Langsomt kom turen også tættere på.

Og endelig, endelig kom d. 14. september, hvor vi fandt en plads i bussen sammen med dykkerne, og Carsten trillede os fra Vesterlundvej 33 kl. ca. 8:15.
Turen var ikke lang, vi brugte ca. 2 timer inklusiv vores 30 min. Lange pitstop i Kolding, hvor vi satte dykkerne af.

Klubben som bød os velkommen, var vel nærmest Williams (lærer på Vesterlund) andet hjem. I alt har han over 1500 spring på kontoen, så vi var ikke i uerfarne hænder. Vi brugte torsdagen på et grundkursus. Alt fra nødprocedure til styreprøve, fik vi banket ind, og om aftenen tog vi bussen ud til dykkernes tilholdssted i en shelter en 20 min. kørsel fra faldskærmsklubben. Der blev der lavet en omgang pasta med kødsovs, som vi slubrede i os på de smalle bænke.

Fredag stod på, at vi skulle op og hænge i et prøveseletøj, og vi blev ’udsat’ for forskellige scenarier, som vi for det meste skulle klare os ud af vha. en nødprocedure. Resten af dagen gik med prøve og kursusbeståelse og spring fra kl. 13, og det var også lige præcis der, regnen holdt inde og solen begyndte at skinne. De første blev udpeget, og vi andre løb ud med vores mobil rettet mod himlen.

De første spring gik som de skulle, der var dog en enkelt som endte omkring halvanden kilometer fra det oprindelige mål. Heldigvis for moren, der var mødt op, blev hendes bekymrede udtryk ændret til et mere lettet et, da han var hentet hjem igen.
Senere hen ad eftermiddagen kom en enkelt springer dog til skade. Han nåede ikke at dreje skarpt nok, og landede på den forkerte side af klubhuset. Inden han ramte jorden, stødte han uheldigvis også foden ind i bilrude, ret hårdt, for et kvarter senere blev han kørt på skadestuen. Det viste sig at han havde forstuvet foden, men humøret fejlede ikke noget.
De sidste spring fredag blev gennemført med store smil og fine landinger, og den sidste runde fik endda en yderst flot solnedgang at kigge på, på vej ned.

Planen lørdag var at vi stod tidligt op, spiste morgenmad i rekordfart og sendte de første op kl. 8.00. Men vejrguderne havde andre planer for os, for vi vågnede op til tyk tåge i 50 meters højde.

De næste ni timers ventetid gik med kort- og terningspil, film og søvn. Kl. 17 var skyerne lettet nok til at de 5 der ikke fik sprunget fredag, kom op med det lille fly og ned igen under en orange skærm.

Vi forlod klubben Skydive2000 ved 8-tiden lørdag aften efter en omgang kæmpe familiepizzaer og blev mødt tilbage på skolen af en flok glade bademennesker.

Se flere billeder og film her