Jimi Hendrix, B.B. King og Chuck Berry

Guitar

Drømmer du om at stå på Orange Scene og fyre den af med de sygeste guitar riffs? Elsker du at tryllebinde publikum og give den gas med den fedeste guitarsolo? I Guitar lærer du at spille blidt og klassisk eller råt og rocket til fællesang, i bandet eller for dig selv.

Måske kender du og kan spille lidt af Jimi Hendrix, B.B. King og Chuck Berry. Måske har du aldrig haft en guitar i hånden før. Uanset niveau kan du vælge Guitar som valgfag og lære at spille rock’n’roll, blues, pop og rock. Hvad enten du spiller klassisk spansk, halvakustisk eller elguitar, giver vi dig mulighed for at udvikle dit guitarspil.

mellemguitar

Det skal prøves

HVAD OPLEVER DU I VALGFAGET?

Sammen med din guitarlærer og de andre guitarister lærer du om teknik, skalaer, akkorder, rytmeguitar, sologuitar, improvisation, nodelæsning, forstærkere og udstyr.

Du øver dig f.eks. i:

  • Sologuitar
  • At spille sammen med et band
  • Spille til fællessang
  • At improvisere

Tændes du mere af bassens fede rytmer, kan du også vælge at spille bas. Skolen råder over spanske Yamaha guitarer og elbasser, som du kan låne både i undervisningen og i fritiden på efterskolen.

For dig der elsker musikken

HVORFOR SKAL DU VÆLGE VALGFAGET?

Når du starter som guitarist, får du masser af muligheder for at prøve dine ambitioner, drømme og evner af. I Guitar udvikler du dit musikalske talent sammen med dygtige musikere. Sammenholdet er stort, og vi har det fedt, når vi fyrer de vildeste koncerter af foran et talstærkt publikum.

Du skal vælge valgfaget, hvis du tænder på:
  • At udvikle dig som guitarist
  • At lære tekniske finesser
  • At spille de fedeste riffs
  • At spille solo og sammen med andre
  • At hygge dig i et godt sammenhold
Sublime undervisere

HVEM MØDER DU I VALGFAGET?

Dine guitarlærere elsker selv at fyre den af og imponere publikum med fede guitarsoloer. De har slidt utallige guitarstrenge op og brænder for musik. Du vil opleve deres knivskarpe iagttagelser, når de går langt for at hjælpe dig til at blive en bedre guitarist og musiker.