spring over gulv, piruetter og balancer

Grand Prix

Elsker du at konkurrere i rytmisk gymnastik på et højt plan? I valgfaget Grand Prix arbejder vi med æstetiske udtryk i bevægelsen og nørder med spring over gulv, piruetter og balancer. Træningen er hård og målrettet konkurrencerne, hvor vi sammen giver den fuld hammer på glimmer, glitter, fighterinstinkt og holdånd.

Grand Prix gymnastik er en holddisciplin med fokus på rytme og æstetiske udtryk. Valgfaget er for piger, der elsker at bevæge og udtrykke sig, mens fede rytmer banker ud gennem de store højtalere. I træningen arbejder du målrettet med udvalgte øvelser, som sættes sammen til konkurrenceserien.

Grandprix---9Q5A4359

Det skal prøves

HVAD OPLEVER DU I VALGFAGET?

I Grand Prix underviser dygtige og erfarne gymnaster dig. Deres fokus er at udvikle dig og dine kammerater. Både individuelt og som et hold, der vinder medaljer til Efterskole DM i Rytme.

Vi træner fx i:
  • Klassisk træning
  • Smidighed kombineret med styrke
  • Teknik
  • Udtryksformer
  • Konkurrenceserie

Arbejdet med konkurrenceserien kræver gentagelse i dybden og høj arbejdsmoral. Vi sveder, griner og arbejder stenhårdt sammen i alle træninger. Det giver et stærkt sammenhold på holdet. Du træner 2 gange om ugen af halvanden times varighed. Vi bruger fx bolde, sjippetov og tøndebånd.

Vi griner, smiler og sveder i et stærkt fællesskab

HVORFOR SKAL DU VÆLGE VALGFAGET?

Tænder du på at konkurrere i rytmisk gymnastik på et stærkt hold? Vil du sammen med de dygtigste undervisere og dine holdkammerater udvikle en konkurrenceserie, der tager alle med storm? Kan du svare ja, skal du vælge Grand Prix på Vesterlund Efterskole.

Du skal vælge valgfaget, hvis du:
  • elsker at konkurrere på et hold
  • vil udvikle dine skills inden for rytmisk gymnastik
  • tør udfordre dig selv i et målrettet træningsmiljø
  • vil grine, smile og svede i et stærkt fællesskab
Sublime undervisere

HVEM MØDER DU I VALGFAGET?

Vores dygtige undervisere har selv dyrket Grand Prix gymnastik på højeste niveau. De er nørdede, detaljefokuserede og ekstremt dedikerede i deres arbejde med at udvikle dine rytmiske skills. År efter år sammensætter de en konkurrenceserie, du og dine holdkammerater vil elske.