Nyheder

Dato: 05/07/2017
Forfatter: Vesterlund Efterskole

Landsstævne 2017

Kæmpe efterskoleshow begejstrede

DGI Landsstævne i 2017 har mange højdepunkter, og et af de allerstørste var eleverne fra Vesterlund Efterskole en del af, da de sammen med 6.700 efterskolelever imponerede et talstærkt publikum på Aalborg Stadion med tre stemningsfyldte opvisninger.

6.700 efterskoleelever skaber et imponerende syn, når de som en velsmurt maskine bevæger sig hen over græstæppet i en magisk opvisning bygget op om Aalborgs karakteristiske mågeskrig, karnevalet, vandet og nordjyske kulturperler. Efterskoleelevernes tilstedeværelse og energi i opvisningerne var til at mærke blandt publikum, der flere gange kvitterede med stående og taktfaste klapsalver.

Fedt med en ekstra uge på ”efterskolen”

DGI Landsstævne markerede afslutningen på et fantastisk efterskoleår, og Sofie Vejrup og Claudia Seeberg er begge svært tilfredse med den ekstra uge på ”efterskole”.

– Det er stort at være en del af DGI Landsstævne og overvældende fedt at skabe noget sammen med 6.700 andre efterskoleelever. Vi har glædet os til landsstævnet i mange år. Det er en ”once in a life time” oplevelse at lave opvisninger sammen med efterskoleholdet. Energien var mega god, og vi havde virkelig en fest i alle tre shows, fortæller Sofie Vejrup og Claudia Seeberg.

En del af noget større

På landsstævnets første dage deltog eleverne i forskellige workshops sammen med eleverne fra i alt 61 efterskoler. Boldspil, kor, spring, rytme og beachvolley var blandt mulighederne, og end ikke et typisk dansk sommervejr kunne pille smilet af eleverne, der bandt grin, et godt humør og glæde sammen i et stærkt og ubrydeligt fællesskab.

På åbningsaften deltog Vesterlund Efterskole i en regntung åbningsceremoni, der bød de i alt 25.127 deltagere og et stort publikum velkommen til Aalborg. Men når regnskabet gøres op, er det utvivlsomt de tre opvisninger foran knap 40.000 tilskuere, der er det største minde for langt de fleste af Vesterlunds elever, der nu vender hjem parate til at starte et nyt kapitel efter en god lang sommerferie.

Vesterlundelever om DGI Landsstævne

– DGI Landsstævne er en mega fed afslutning på efterskolen. Vi har råhygget i Aalborg, været ude til forskellige workshops, deltaget i åbningsceremonien og øvet os helt vildt på efterskoleopvisningen. Det var en kæmpe oplevelse at være med i de tre opvisninger, der blev overværet af næsten 40.000 tilskuere på Aalborg Stadion.

Mathias Madsbjerg

– Det er fedt at få en hel ekstra uge sammen med alle vennerne og lærerne fra Vesterlund til DGI Landsstævne. Der har virkelig været knald på træningen op til efterskoleopvisningen, men der har også være plads til hygge og fede workshops.

Kasper Munk Jensen

– Vi går rigtigt meget op i gymnastik, og det er fedt at være med til noget, der er så stort som DGI Landsstævne. Vi har glædet os til efterskoleopvisningen, hvor alle 6.700 efterskoleelever er en vigtig brik i et kæmpe puslespil. Målt på publikums begejstring gik det hele vist op i en højere enhed.

Camilla Sørensen, Kathrine Knudsen og Ingrid Breum