Nyheder

Dato: 08/06/2018
Forfatter: Anne Nyhus

Jubiiiiiiilardag i Vesterlund

Hvad er der blevet af det håndarbejdslokale, hvor vi syede korssting med fru Stenstrup ?
Synger I stadig af Højskolesangbogen ?
Hvorfor har Bo ikke  knivbygning ?
Kan man komme på stempeltur til Vonge ?
Skriver eleverne stadig  dagbog ?
Hvorfor sender I ikke invitation ud med post ?
Hvor er bukspring ?
Mon ikke I skulle tænke på nye gardiner på Sydfløjen ?
Hvorfor har I ikke en danselinje ?
Hvorfor er I så mange elever ?
Hvem skal efterfølge jer ?

Spørgsmålene var mange og talelysten stor, da vi lørdag den 2. juni havde besøg af omkring 350 jubilarer.

Vejrguderne var i den grad med os og med til at vise Vesterlund Efterskole fra sin mest imødekommende side.

Det er noget helt særligt, når gamle elever vender tilbage og mindes en væsentlig tid i deres ungdom. De ældste gæster var 65 års jubilarer. Hvor er det bekræftende for tradition og stabilitet.

Efter min velkomst viste eleverne  nogle dele fra deres opvisning,  konkurrenceserier fra DM i Grand Prix og fra DM i TeamGym. Det gjorde de rigtig godt. De er dygtige vores elever. Det ved I godt – jer der følger med i efterskole-gymnastik Danmark 🙂

Så var der kaffe & hjemmebagt kage rundt på skolen for de enkelte årgange. Mange ansatte er i sving denne dag for at give alle vores besøgende en god og gæstfri oplevelse og sætte gæsternes minder i relief. Rundvisning med elever og sangtime med Nikolaj og William var på programmet inden fællesfotografering. Vi sluttede med hot-dog og sodavand på plænen.

Mange mange spørgsmål til Ole og mig om, hvad vi dog vil få tiden til at gå med, når vi forlader Vesterlund efter næste skoleår. Godt spørgsmål 🙂

Tusind tak til alle gæster og til elever og medarbejdere for en herlig, positiv og livsbekræftende dag. Ole og jeg kommer i hvert fald til at forlade Vesterlund med en bagage af minder, som det er de få forundt.