Gymnastik

GYMNASTIK

Vesterlund Efterskole er kendt og anerkendt for en gymnastikprofil af høj klasse.

Gymnastikken skaber et stærkt fællesskab og giver udfordringer til den enkelte. Eleverne udfordres på deres pågældende niveau, for målsætningen er klar: ALLE skal opleve, at gymnastikken og fællesskabet rykker for vildt!

Med gymnastikken får du en alsidig træning samt forbedring af grundformen, alt imens at oplevelserne strømmer ind.

I forårsmånederne rejser vi landet rundt med vores gymnastikopvisning, som vi fremviser ca. 25 gange. Opvisningen er et stort fælles projekt for hele elevholdet, hvor alle er en vigtig brik i det enorme puslespil.

På Vesterlund Efterskole skal du have 4 timers obligatorisk gymnastik om ugen, samt opvisningstræning i 6 træningsweekender. Derudover kan du vælge blandt en bred vifte af forskellige gymnastiske valgfag og linjefag. (se under valgfag  og gymnastik i menuen)

 

FÆLLESGYMNASTIK

På Vesterlund Efterskole har man fællesgymnastik to gange i ugen. Timerne kan både være med fællestræning – drenge og pige sammen, men kan også være opdelt mellem kønnene. I fællesgymnastik arbejder vi med at give eleverne basisfærdigheder indenfor rytmisk grundgymnastik, kondition, koordination, styrke samt forbereder eleverne til opvisningsturneen i foråret.

I timerne lægger vi stor vægt på fællesskab og glæden ved bevægelse gennem leg. I fællesgymnastik lærer eleverne at omgås, svede og samarbejde med hinanden, hvilket er gode byggesten for et godt efterskoleår.

Jo mere man giver, des mere får man igen!

OPVISNINGER

Hvert forår tager vi rundt og viser vores gymnastikopvisning i hele Danmark og for rigtig mange mennesker.

Vesterlund er kendt, ja nærmest berømt for sine opvisninger, som er af meget høj klasse.
Vi begynder så småt at arbejde med opvisningsprogrammet i november, både i fællesgymnastik og i planlagte weekender. Når vi kommer tilbage efter juleferien, går vi for alvor i gang med målrettet undervisning i gymnastik til opvisningsprogrammet.

Flere weekender i træk kører vi i bus fra egn til egn i Danmark. Det er næsten som at leve et cirkusliv. Tidligt op, spise morgenmad, pakke bus med redskaber og proviant, køre kort eller langt, pakke redskaber ud, varme op – og så på gulvet og fyre den af! Bagefter skal der pakkes sammen, pakkes bus, hilse på familie eller venner, ind i busserne og op med benene. Måske skal vi videre til en ny opvisning, hvor det hele gentager sig, eller vi tager tilbage til Vesterlund til god mad, massage af ømme muskler, fodbad, varm te og hygge.

I opvisningssiden kommer vi endnu tættere på hinanden. Det er her, vi for alvor finder ud, hvad godt kammeratskab er. Finder ud af hvor vigtigt det er, at alle hjælper til både med at læsse af, pakke ud og rydde op. Alle elever er selvfølgelig med til opvisningerne – uanset om man er super gymnast eller ej. Det er faktisk det “fede”, at uanset hvor dygtig man er til gymnastik og spring, så er man en nødvendig del af opvisningen. Det eneste det kræver er, at alle og enhver vil! Til opvisningerne løfter vi i flok.