Nyheder

Dato: 21/11/2016
Forfatter: (elev) Emma Nørfjand og Camilla Engelbrecht Aalling Sørensen

img_7106front

GLÆD JER!

Dagen er blevet skudt i gang med korprøve, hvor alle elever deltog. Flere af sangene er blevet finpudset og justeret, så de snart er klar til at skulle vises frem. Herefter går alle elever flittigt i gang med de opgaver, som de har fået tildelt.

I tekstil, hvor kostumeteamet hører til, bliver der arbejdet på højtryk for at få kostumerne færdige til showet. Der er fart over feltet på symaskinerne, og der bliver designet kjoler til både sangere og dansere. Butterfly syes, og mange fine detaljer kommer på plads. ”Vi har selv været med til at lave skabelonen til kjolen, og det er fedt at kunne sætte sit præg på det,” fortæller Laura Liboriussen. Selvom der er lidt pres på for at nå det hele, så er der stadig plads til grin og hygge. ”Det er hyggeligt her, alle sidder og laver noget, og med musik i baggrunden så er stemningen i top,” siger Emma Emilie Holm, der er ved at sy 24 butterfly i både rød og gul. ”Det er hyggeligt, men hårdt – jeg har ondt i mine hænder,” fortæller Astrid Sand Frandsen med et smil på læben.

img_7113

img_7064

I foto/video lokalet arbejder eleverne hårdt for at skulle blive færdige til på onsdag, hvor det første show løber af stablen. De arbejder med bl.a. sammenklipninger og billedshows, som skal bruges i pauserne. ”Vi har travlt, men vi når det,” fortæller Michael Kaysar og kigger igen koncentreret ned i computeren.

Derudover er anden dagen af musikugen blevet brugt på at viderearbejde de forskellige danse til showet. Overalt på skolen har der været tempo fra start til slut og sveden har dryppet fra panden på de mange dansere. Opvisningshallen har hele dagen været fyldt med skøn musik. Her har bandet givet den gas på trommer, klaver, el-guitar mm., imens lillekoret og solisterne har sunget dertil.

Alt i alt har det været en travl, men spændende dag, hvor vi er kommet et skridt tættere på det færdige musikshow. Nervøsiteten og spændingen stiger, men én ting er sikkert – GLÆD JER!