Nyheder

Dato: 13/09/2018
Forfatter: Malene Ringgaard

ET NYT SPÆNDENDE FAG

Lyden fra skruemaskiner og save bryder morgenens stilhed. I pedellernes værksted er der nemlig stor aktivitet med skolens helt nye fordybelsesfag ´Bygge og anlæg`. Et fag, som eleverne i 10. klasse kan vælge, og hvor der er mulighed for fordybelse og dygtiggørelse inden for håndværksfaget.

Dagens opgaven lyder på, at udarbejde en brugbar arbejdstegning og følge den til færdig produkt. ”Det er en vigtig ting at kunne, så man ikke går i gang med at save noget eller bearbejde et materiale, som man alligevel ikke kan bruge” fortæller Kasper Ellyton, der underviser i faget. ”Lige nu arbejder vi også med værktøjslære, så eleverne får kendskab til de forskellige værktøjer, vi kommer til at arbejde med i løbet af året.” Opgaven har ydermere et tvist, da der er en del udregnings- og målearbejde, særligt fordi materialet er af varierende størrelser.

En drøm om arkitektstudiet

”Jeg har valgt ’Bygge og anlæg’ fordi, jeg har hørt, at det er et fag, hvor man kommer ud og får rørt sig lidt og er kreativ på den fede måde” erklærer Mads Warming-Hansen. Sammen med sin makker Philip Jannick Salmansen, er han i fuld gang med opgaven. ”Jeg regner bestemt med, at jeg kan bruge faget til noget. Jeg vil gerne være arkitekt, så jeg håber at få en baggrund med mig, så jeg bl.a. kender til forskellige typer materialer” fastslår han.

Det er sjovt

Philip har også valgt faget ’Bygge og anlæg’ med henblik på den videre uddannelse. ”Jeg vil gerne være mekaniker” fortæller han og tilføjer; ”som mekaniker bruger man jo også hænderne, så det her er jo lidt derhen ad.” Philip oplever også at timerne i ’Bygge og anlæg’ går meget hurtigt, ”men så betyder det jo bare, at man har det godt” siger han og smiler.

Alt rettes til undervejs

I mens eleverne knokler med opgaverne, får Kasper lejlighed til at fortælle lidt mere om faget. ”Gennem året skal vi forbi forskellige ting. Vi skal arbejde med tømmerfaget, som vi gør nu. Næste gang skal eleverne  bl.a. lave deres egne bukke, som de så skal bruge resten af året til de forskellige ting. Lige nu er vi i gang med basisundervisning, men senere på året skal vi ud og lave større opgaver. De projekter vi laver skal give mening, vi skal ikke lave ”bygge-og-smid-væk-projekter, men vi skal lave projekter, der kan være til gavn. Det er desuden også mere motiverende.” 

Bygge og Anlæg

Fordybelsesfaget ’Bygge og anlæg’ er således et fag, hvor eleverne får lov til at fordybe sig i håndværksfaget. Lige nu snuser eleverne til tømrerfaget, værktøjs- og materialelære. Senere på året skal de endvidere prøve kræfter med både murer- og anlægsfaget. ”Alle deres produkter bliver rettet undervejs, så eleverne får de rigtige færdigheder med sig herfra. Derfor godtager jeg heller ikke bare det de kommer med, men de får konstruktiv feedback, som de kan bruge til noget” afslutter Kasper.

Held og lykke med det nye fag til både elever og lærer. Vi glæder os til at se, hvad I i fællesskab får fremtryllet i løbet af året.