Spørgsmål og svar

F.A.Q

Her kan du få svar på en række spørgsmål forbundet med at være elev på Vesterlund Efterskole.

Er Vesterlund Efterskole noget for mig?

Vesterlund Efterskole er for dig, der vil udvikle dit talent og fordybe dig fagligt i et intenst efterskoleår båret af stærke venskaber. Vi stiller ingen krav til dit niveau i dag, men vi forventer, at du arbejder stenhårdt på at forbedre dig både fagligt og sportsligt.

I hvor god tid skal jeg meldes ind?

Alle vores værelser er hvert år fyldt op med glade efterskoleelever. Vil du opleve et fedt efterskoleår på Vesterlund Efterskole, anbefaler vi, at du bliver skrevet op 3 – 4 år før, du ønsker at gå på skolen.

Hvad koster det at blive skrevet op?

Vesterlund Efterskole er bare lidt mere af det hele, og vi er glade for, at du overvejer vores skole. Det er GRATIS at blive skrevet op på venteliste. Bliver du optaget, koster det 600 kroner.

Bliv elev

Hvilket nummer er jeg på ventelisten?

Du er altid velkommen til at ringe til kontoret på 75 73 61 11. De giver dig din aktuelle placering med et smil og med stor forståelse for din spænding og nysgerrighed.

Hvilke valgfag kan jeg få på Vesterlund Efterskole?

Puhaaa… Det spørgsmål giver os næsten sved på panden. For på Vesterlund Efterskole er listen med valgfag lige så lang som dit lokale pizzerias menukort. Valgfagslisten opdateres hvert skoleår, og hvad enten du tænder på høj puls, saltoer, vilde oplevelser, kreativt design, intensive udfordringer, de fedeste guitarriffs, tekniske skills, slagkraftig træning eller noget helt andet, har vi valgfagene til dig.

Klik og find dine valgfag

Hvor mange valgfag kan jeg vælge?

Det kan være svært at vælge sine yndlingsvalgfag. Men fortvivl ikke. På Vesterlund Efterskole kan du nemlig vælge hele 6 valgfag. Vælger du friluftsliv, må du ”nøjes” med 5 valgfag. Til gengæld får vores topengagerede lærere tid til at udfordre dig i for eksempel mountainbike, havkajak, bålhygge og klatring på Europas højeste kunstige bjerg.

Hvornår vælger jeg valgfag?

Du har sikkert allerede smugkigget og fundet nogle favoritter blandt valgfagene. Men de fleste elever er som regel lidt i tvivl om, hvad de skal vælge. Derfor skal du først vælge, når du ved skoleårets start har fået præsenteret alle valgfag. Ved juletid kan du vælge nye valgfag.

Får jeg alle mine valgfagsønsker opfyldt?

Når du har hørt om alle de fantastiske valgfag, prioriterer du dine ønsker, som vi gør alt for at opfylde. For vi synes, at du skal mærket suset og prøve kræfter med de valgfag, du brænder allermest for.

Skal jeg have gymnastik?

Ja, gymnastiktræningen er obligatorisk to gange om ugen, og i løbet af året skal du deltage i et par træningsweekender. Er det nok for dig, kan du sammensætte dit valgfagsskema som du vil ud fra et hav af andre fede og sjove muligheder. Vi lover dog, at gymnastiktræningen bliver sjov og skaber et stærkt sammenhold, der kulminerer i ekstatiske jubelscener til opvisninger på andre efterskoler og i gymnastikforeninger.

Skal jeg skrives op på en linje?

Du kan vælge et linjefag, når du starter. Det er ikke et krav, men det giver dig mulighed for at fordybe dig og træne dine skills inden for gymnastik. I linjefag bliver du undervist af topengagerede undervisere, der presser dig til at nå dit maksimale niveau.

Er jeg forsikret?

Lad os bare være ærlige. Det er nok mest dine forældre, der tænker i forsikringer… Men du kan berolige din mor og far med, at familiens indboforsikring dækker, da du i juridisk forstand stadig er hjemmeboende. Har du ikke allerede en ulykkesforsikring, anbefaler vi kraftigt, at familien tegner en.

Hvad koster et efterskoleophold?

Ok, nu bliver det lidt langhåret… Men et efterskoleophold koster i skoleåret 2017/2018, før statsstøtten er trukket fra, 2.380 kroner pr. uge. Det beløb dækker alle udgifter, som er fælles for eleverne. Det vil sige undervisning, kost og logi, opvisningstøj til gymnastik, skoledragt, rejser til udlandet, ekskursioner, teater og biografture.

Statsstøtten beregnes på baggrund af forældrenes bruttoindkomst og udgør i skoleåret 2016/2017 et interval mellem 581 kroner og 1.205 kroner pr. uge.
Herudover betaler I ved optagelse et registreringsgebyr på 600 kroner og et indmeldelsesgebyr på 3.000 kroner.

Læs mere og beregn din nøjagtige pris

Hvad koster turene til udlandet?

”At rejse er at leve”, skrev HC Andersen. Sådan er det også på Vesterlund Efterskole, hvor turene til London og Østrig giver vilde oplevelser, sammenhold og venskaber for livet. Derfor er de to rejser allerede betalt som en del af skolepengene. Turen til Norge med friluftsliv er et tilbud, som du betaler for udover skolepengene.

Hvem skal jeg bo med?

Det er altid nervepirrende og vildt spændende! Klikker jeg med min nye roommate, eller bliver der pinlig tavshed de første dage? Men bare tag det roligt. Det går i 999 ud af 1000 gange helt smertefrit, når vi fordeler jer på pige- og drengegangene. Vi blander altid posen godt, så ingen kommer til at bo med andre fra samme by. Ved juletid byttes værelser, så nye venskaber og relationer kan opstå. Du får først at vide, hvem du skal bo sammen med på første skoledag.

Må jeg komme at se efterskolen?

Selvfølgelig, vi er da glade for, at du overvejer at få et fedt år på Vesterlund Efterskole med uforglemmelige oplevelser og venskaber for livet.

Efterskolernes Dag: Den sidste søndag i september holder alle efterskoler hvert år åbent hus. Du kan besøge os fra klokken 13 til 17.

Efterskolernes Aften: Den anden onsdag i januar holder alle efterskoler hvert år åbent hus. Du kan besøge os fra klokken 18 til 21.

Book rundvisning: Du er naturligvis også velkommen til at ringe til kontoret på 75 73 61 11 og booke en rundvisning. Rundvisninger ligger primært lørdage og søndage kl. 11.