Nyheder

Dato: 13/03/2018
Forfatter: Vesterlund Efterskole

Bedsteforældredag

Fredag d. 9. marts blev Springcentret på Vesterlund Efterskole forvandlet til det helt store kaffeselskab.  Ca. 400 forventningsfulde bedsteforældre kom for at besøge og tilbringe en eftermiddag sammen med deres børnebørn. Eleverne var ligeså forventningsfulde og spændte, som deres bedsteforældre, på at få besøg.

Det er ikke altid let at skulle finde sit barnebarn eller sine bedsteforældre, når skolen er fyldt med gæster. Men ligeså snart det lykkedes at finde sammen i den rigtige familie, begav elever og bedsteforældre sig ud på en rundvisning af skolen. Selvom det var en kold eftermiddag spredte der sig hurtigt en varme over Vesterlund Efterskole, en varme, der kom fra den hygge, snak og omsorg vores elever gav deres bedsteforældre.
Efter endt rundvisning var det blevet tid til kaffe. Springcentret var i den forbindelse forvandlet for en stund, med borde, stole, smukke tulipaner i vaser og et overdådigt kagebord med boller, muffins, småkager og walesstænger. Under kaffen var der en god summen af snak og grin. William og Nikolaj havde traditionen tro sørget for musik til før og efter kaffen. Fire elever fortalte rigtig flot om hverdagen på Vesterlund Efterskole og hvad de fik tiden til at gå med.

Da elever og bedsteforældre havde fået deres kaffe og kage var det tid til aktiviteter. Der var flere forskellige muligheder at vælge imellem. Der blev spillet banko, danset folkedans, og sunget fra højskolesangbogen. Der blev også gået en tur i lokalområdet, og der var spillehjørne og nørklerier, hvor der blev hæklet vimpler. Igen kunne man mærke den varme der spredte sig rundt omkring på skolen, hvor elever og bedsteforældre hyggede sig i hinandens selskab.

Aktiviteterne fik ende og nu var det tid til dagens opvisning, eleverne fulgte pænt deres bedsteforældre i opvisningshallen og fandt en plads til dem. Eleverne sagde for en kort stund på gensyn til deres bedsteforældre, og gik på gulvet for at varme op og lave deres gymnastikopvisning. Endnu en gang spredte der sig en fantastisk stemning i opvisningshallen, og der var ingen tvivl om, at det var nogle stolte bedsteforældre der sad på tilskuerrækkerne den eftermiddag. Elever gav en flot opvisning og det var tydeligt at mærke, at de gerne ville vise deres bedsteforældre hvad de havde lært.

Efter en vellykket opvisning blev der klappet og sagt pænt farvel og tak. Nu var det tid til at kramme og vinke farvel til bedsteforældrene.

På vegne af alle Vesterlund Efterskoles elever og lærere vil vi gerne udnytte chancen til at sige tusind tak til alle bedsteforældrene, som dukkede op. Vi er glade for, at I har taget jer tid til at besøge os og håber, at I har nydt samværet – for det har vi i dén grad.